Af Gustav Stubbe Arndal
Da Coronavirus-nedlukningen indtraf i foråret 2020 var Hollywood virkelig på spanden. Premierefilm blev udskudt, produktioner frøs, og live-begivenheder fra filmfestivaler til talkshowinterviews var fuldkommen aflyst. I stedet kunne man indhente nogle gamle serier og film fra forskellige streamingtjenester, eller, hvis man var i det miljø, nyde strømmen af YouTube videoer, der fortsatte ufortrødent.
Generationsskellet i online medier fremstod tydeligt. På Last Week Tonight sad John Oliver ofte i akavet stilhed foran en hvid baggrund, hvor publikums latter normalt havde brudt hans vittigheder op. John Krasinski startede en hjemmelavet serie ved navn Some Good News, med en produktionskvalitet, amatør-youtubere kunne gøre til skamme.
Der er en grund til, at jump-cuttet er blevet en del af vloggens filmsprog, og der er en bestemt timing, der spiller på online videoer, men ikke foran et live-publikum. Tusindvis af talentfulde youtubere, TikTok-kendisser og alt imellem har brugt årevis på at udarbejde og udforske stilen, så hvorfor har store produktionsselskaber ikke taget ved lære?
Måske det er et spørgsmål om tid. Eksperimentelle, tankevækkende kortfilm findes i massevis på nettet, og der er TikTok-klip, der bringer mere latter på 10 sekunder, end mange ”komedier” gør i spillefilmslængde. Et hav af talenter er vokset op med et nyt filmsprog, men ingen har brudt igennem i den større filmindustri endnu.
Måske lige med undtagelse af Bo Burnham.
Mr. Burnham
Bo Burnham startede sin karriere som stand-up komiker og sangskriver på YouTube i midten af 00’erne, hvor han spillede parodisange på keyboard eller guitar på sit soveværelse. Og selvom han siden har udgivet to ambitiøse comedy specials på Netflix og den prisbelønnede coming-of-age film Eighth Grade (2018), kan hans youtuber-status stadig fornemmes.
Det åbenlyse eksempel er Kayla (Elsie Fisher), hovedpersonen i Burnhams instruktionsdebut. Hun er en sky og akavet ottendeklasser, som præsenterer en mere udadvendt, selvsikker version af sig selv på en lille YouTube-kanal, og browser sociale medier ind i de sene nattetimer.
Men også i bredere forstand er Burnham fascineret af spørgsmålet om autenticitet – et spørgsmål, der er særligt væsentligt for såkaldte ”content creators”, men som også gør sig gældende i film og stand-up. I den bidende satiriske og personlige sang ”Art Is Dead” kommer han ind på den penge- og opmærksomhedsfikserede industri, han selv er en del af: ”so people think you’re funny? How do we get those people’s money?”
Han udforsker parasociale forhold mellem kunstnere og fans og hvordan de udnyttes i ”Repeat Stuff” – et emne, der gang på gang bliver vendt i online-miljøer, hvor offentlige personligheder får gevinst fra publikum ved at bringe dem så tæt på som muligt.
Netop denne dynamik, mellem intim ærlighed og performance, mellem det autentiske og det konstruerede, er kernen i hans nyeste special, Inside, som han filmede alene i ét værelse under lockdown. Der er mange emner i dens indhold – ensomhed, internettets rolle i samfundet, og selvfølgelig de politiske omvæltninger, USA oplevede i løbet af 2020.
Men Burnhams tanker om autenticitet er også at finde i filmens form.
Welcome to the Internet
Noget af det første, vi ser i Inside, er bag kulisserne. Burnham, der sætter kameraets indstillinger, leger med lyssætningen og dobbelttjekker det hele. Man kan se på hans skæg og hår, at nogle af delene er uger eller måneder fra hinanden. Foran et spejl forklarer han konceptet – ”it’s just gonna be me and my camera, and you and your screen.”
Hans forklaring virker naturlig og uden manuskript. Dette er ikke standup-geniet Bo Burnham, der spiller for os, men personen Bo, der taler til os. Han bruger det vante filmsprog fra vlogging, hvor kameraets tilstedeværelse er en del af fortællingen og kommunikerer autenticitet.
Men det er ikke så simpelt. Kameraet zoomer langsomt ind, Burnham tilføjer en reference til selvmordstanker, og scenen ender med en nøje planlagt vittighed. Det er stadig performativt.
Hele hans special behandler format og kommunikation med omtanke, mens Burnham efterligner kendte online-genrer. ”White Woman’s Instagram” parodierer for eksempel en typisk popfeministisk wellness-æstetik, man ofte finder på Instagram, med imponerende nøjagtighed.
Men billedet udvider sig fra firkantet filterfoto til widescreen, da sangens stereotype kvinde skriver en besked til sin afdøde mor i et sårbart opslag, der afslører en dybde, man sjældent ser på platformen.
Senere efterligner han en ”reaction-video”, en udbredt genre på YouTube, hvor hovedpersonen danner kommentarspor til filmtrailere, virale klip eller lignende. Men genreforventningerne brydes, da hans reaktion på et kort sangindslag fra tidligere bliver til en reaktion på hans reaktion på hans reaktion… indtil vi er flere lag nede i en tankespiral af selvkritik.
Livestream-formatet bliver anvendt på lignende vis. Burnham indtager rollen som en streamer på Twitch, der spiller ”et nyt indie-spil”, hvor man styrer Bo Burnham mens dagene forsvinder under lockdown. Isolation bliver et endeløst gameplay-loop, og manden med controlleren er dissocieret fra manden i værelset.
Der er meget humor at finde i at omvende et formats forventede indhold, men Inside tager det et skridt videre ved at selvreflektere: hvad er Insides format, hvad forventer vi fra indholdet, og hvor går grænsen mellem genre-bevidst performance og autentisk dokumentation?
All Time Low
Ved filmens midtpunkt skifter Burnham igen gear fra tosseri og satire til oprigtig tilståelse. Hans hår og skæg er langt og uredt, det er mørkt i værelset og klokken er snart midnat – hvor han vil fylde 30 år. Mens uret tikker, snakker han om, hvad det betyder for ham personligt, og om hvordan denne special har varet længere end ventet. Vores forventninger justeres.
Det leder ind i et selvironisk musikindslag om, hvor forfærdeligt det er ikke at være i sine 20’ere længere, som abrupt ender med et løfte om, at han vil begå selvmord, når han runder 40. Igen skifter Burnham gear ved at bryde illusionen, og han giver en akavet tale til kameraet om, hvorfor selvmord er en dårlig idé.
Det er til os, men også til hans fremtidige selv med endnu længere hår og skæg, som får scenen projekteret på sin hvide trøje. En urolig tone lægger sig over resten af showet, og dybere eksistentiel angst kommer frem i anden halvdel, særligt i numrene ”Welcome to the Internet” og ”That Funny Feeling”.
Nær slutningen vender han tilbage til den autentiske præsentation, hvor han fortæller os, at det er et år siden, han begyndte på filmen. Han virker fortvivlet og rastløs, stopper sin tale og tramper hen for at stoppe kameraet. Og vi får gensyn med et velkendt shot: Bo ved siden af kameraet, der peger ind mod et spejl. Vi er tættere på, det er mørkere, og Bo ser ældre ud end sidst.
”I am not… um… well,” siger han, og bryder ud i gråd foran os. Men så sker der noget interessant: kameraet zoomer ind på sin egen linse i spejlet, mens en rungende lyd introducerer det næste nummer. Bos ”sammenbrud” er timet med kamerabevægelsen, og han holder sig væk fra kameraet for at opnå effekten. Det er en performance, en lige så autentisk gråd som når streamer-Bo får spil-Bo til at græde ved at trykke X.
Det mindsker ikke scenens styrke, men sætter den i en ny kontekst. Det er ikke et dokumenteret, autentisk sammenbrud, men et kunstnerisk udtryk, Burnham meget nøjagtigt har skabt. Ikke helt autentisk, men alligevel ægte.
Det giver også spørgsmål til publikum: hvis dette blotlagte, følelsesladede øjeblik var konstrueret, hvad så med resten? Var Burnham virkelig helt isoleret i værelset så længe? Havde han planlagt filmens udvikling fra start af, i stedet for løbende at bygge på den? Var klokken virkelig 11:59, da han snakkede til os om sin alder?
Filmen slutter af med endnu en montage bag kulisserne, nu med fokus på postproduktion og klippearbejde, efterfulgt af en symfonisk og selvreflekterende finale, der bringer filmens temaer sammen mens metafiktionen gradvist falder fra hinanden.
”Hey here’s a fun idea: How about I sit on the couch, and I watch you next time?” synger han i finalenummeret. Det lyder som en absurd tanke, men det drejer sig igen om performance og autenticitet. Burnham anvender forskellige filmgreb for at virke oprigtig og hudløs, men det går kun én vej. Ham og hans kamera; os og vores skærm. Vi er stadig det publikum, der gav ham angstanfald på scenen, selvom vi ser ham gennem nettet.
”Content” eller kunst
Hvad er Inside i bund og grund? Er det en film? En stand-up special? En musical? Den passer delvist til alle de kategorier på forskellige måder, og hver kategori bringer forskellige spørgsmål og sammenligninger.
The Man with a Movie Camera (1929) er en af de ældste og mest indflydelsesrige eksperimentalfilm. Dziga Vertov valgte at pege kameraet mod sig selv og skabe en montagedokumentar, der fortalte historien om sin egen tilblivelse. Burnhams dekonstruktion af sin egen performance for kameraet kan ses som endnu et led i den side af filmhistorien.
Hans tidligere specials brød ofte med formatet for at indbringe publikummet og hans egne tanker om performance, autenticitet og forholdet mellem kunstnere og forbrugere. Inside informeres af disse tidligere værker og kan ses som en udvidelse af, hvad en stand-up special kan være.
Men for mig mindede Inside mest om et video essay; en fascinerende undergenre på YouTube, som har udviklet en unik og selvreflekterende æstetik gennem de seneste år.
Abigail Thorn, bedre kendt som Philosophy Tube, lavede for eksempel videoen ”Youtube: Art or Reality”, der undersøger spørgsmål om autenticitet og skuespil gennem et interview med sig selv om en tidligere video, hvor hun netop diskuterede selvmord (spørgsmål om performance fra hendes kanal er blevet mere komplicerede, da hun i 2021 sprang ud som transkvinde).
Nerdwriter1’s video ”The Medium Is the Message” tager et kritisk blik på YouTube som et nyt og unikt medie, hvis form går forud for dets indhold, og undersøger, hvad der karakteriserer det i forhold til ældre medieformer.
Filmeksperten Lindsay Ellis postulerer i sin video, ”YouTube: Manufacturing Authenticity (For Fun and Profit)”, at YouTube er “autenticitetens medie”. Autenticitet bliver konstrueret og solgt på platformen, og et unikt filmsprog er opstået, som kan udtrykke – eller forfalske – den type autenticitet. Bo Burnham er ikke længere aktiv på platformen, men han anvender meget af det samme sprog.
Inside står i samtale med alle disse værker, med Burnhams tidligere værker, med genreforventninger i streamingtjenesternes tidsalder, og med den bredere filmhistorie. Det er netop værkets mangel på en klar kategori, der gør det så væsentligt og unikt.
I starten af dens spilletid joker Burnham om at lave noget ”content” (”daddy made you your favorite, open wide!”), og i en tid hvor alle medier fra aviser til prestige-tv konkurrerer om opmærksomhed og fylder plads i forskellige megafirmaers ”content portfolios”, giver det næsten mening at droppe alle andre markører.
Men Inside er ikke simpelt indhold, man kan spilde halvanden time på. Det er et vitalt stykke filmkunst fra en af vores generations største talenter, på en gang performativ og autentisk. Et udtryk for sin tid og sit sted. Et udråb af eksistentiel angst og relaterbar humor.
Inside er årets bedste comedy special, årets bedste video essay, og måske endda årets bedste film – eller i hvert fald en af årets vigtigste.
Kommentarer